Fyens hyggeliste seriehold har brug for din hjælp!

Vores kære lille fodboldhold F. C. Lange Bolde står i den triste situation, at den ene af vores to førstekeepere flytter til København for at studere, så vi fremover bliver en anelse tyndt besat på kassen. Derudover søger vi netop nu også nye markspillere.

Derfor søger vi en ny mand mellem stængerne – og gerne én som også er interesseret i fællesskabet. Som keeper i FC Lange Bolde kommer du til at dele posten med en anden af de erfarne spillere; vi er altså ikke afhængige af dig til hver eneste kamp, og du får også mulighed for at prøve dig selv af i marken, når I begge er på holdkortet.

Har du ikke interesse i at prøve dig selv af som sidste skanse, søger vi også spillere til de øvrige kæder. Det er ikke afgørende, om du foretrækker forsvar, midtbane eller angreb. Vi er meget fleksible med spillerpositioner, og alle har mulighed for spilletid uanset talent.

F. C. Lange Bolde har i årevis bøvlet rundt i serie 5 med blandet succes. Vi er sluttet sidst, og vi er sluttet øverst, men ambitionen har aldrig rakt til mere end Fyens laveste division. Det vigtigste for os er at få spillet noget hyggelig fodbold og få brugt pengene i kassen på gode fester. Bruttotruppen tæller omkring 25 mand i alderen 20 til 40 år med forskellig geografisk og uddannelsesmæssig baggrund. Vi er kort sagt en broget flok, hvor der er plads til alle.

Hjemmebanen er Sanderumskolen, hvor vi træner hver onsdag – næsten altid med øl som belønning og ofte også med grill.

Lyder det som noget for dig, så kom gerne ud og prøv det af og oplev det fede fællesskab i vores lille klub. Fodboldtalent er intet krav – men lidt vilje og godt humør giver bestemt plusser i bogen.

Tag gerne fat i vores formand Jonas på 28 94 20 65, hvis du vil høre mere.

Kategorier: Alle indlæg