Comebackkongerne og tudeprinserne!

En søndagskamp mod de grotesk unge og løbevillige drenge fra FC Campus og en hjemmekamp mod de mest pivede fyre fra Middelfart resulterede i 4 point på kontoen og rent bur for første gang i efteråret!

FC Campus vs. F. C. Lange Bolde, 26/8-2018

Søndag den 26. august drog de orange hævnere til Rosengårdsskolen, en tidlig søndag formiddag for at fortsætte de gode takter fra åbningskampen. Det blev aldrig en dødlækker kamp fra F. C. Lange Boldes side af, og spillet bar meget præg af at truppen var besat af 7 forsvarsspillere og at formanden skulle agere spillende træner.

Til trods for at spillet ikke flød kom de orange krigere til en del chancer og det samme gjorde FC Campus. Allerede i første halvleg var både målmand og formanden inden og redde bolden på stregen. Det blev også Campus som med en skæv aflevering fik kampens første mål. Det slog ikke udeholdet ud, og de kørte på i vanlig F. C. Lange Bolde-stil.
Stillingen holdt til pausen, men allerede et minut inde i anden halvleg slog Campus en absurd god bold ned bag de orange linjer, som hurtigt blev taget ned med brystet og lagt i nettet. Der var intet at gøre for de orange krigere. Det angreb var ganske enkelt klasse.

Nede 2-0 på udebane en søndag formiddag. Det så ud til at der var lang vej hjem, men den evigt kæmpende trup fra Sanderum kørte på, og det resulterede midtvejs i anden halvleg i en scoring fra den altid farlige Utzon. Der var kun et mål til forskel og kampen bølgede frem og tilbage, men det var tydeligt at de orange krigere ville have noget med hjem herfra.

I det 89. minut kom chancen. Et frispark halvt oppe på modstanderens banehalvdel, tæt på sidelinjen. De store drenge blev sendt med op og bolden blev med kirurgisk præcision sendt til bageste stolpe hvor både Utzon og formanden stod klar. Endnu engang fik Utzon prikket bolden i mål fik sikret et point til F. C. Lange Bolde. Overtiden gik med at stå kompakt og sparke bolden ud af egen zone.

Til trods for at de orange krigere var nede med to mål, hev de alligevel point med hjem i endnu et comeback, som man vel godt kan betegne som en Lange Bolde-specialitet. Fantastisk kæmpet over hele linjen, især af de mange forsvarsspillere som kom på uvante positioner på midtbanen og kanterne! Kampens spiller blev Jacob Hansen, som blev ved at køre på og forsøg sig på mål, desværre uden held denne gang.

F. C. Lange Bolde vs. Hospitalets FK, 3/9-2018

Sæsonens anden hjemmekamp var mod Hospitalets FK, som de orange krigere tidligere har kørt rundt i manegen. Mandag aften skulle der dog en røvfuld fightervilje til at hive sejren i land. Det var en kamp som bølgede meget frem og tilbage, og man kunne tydeligt se hvad de to mandskabers spidskompetencer var. De orange hævnere stod for god kommunikation, stor vilje til at kæmpe og god evne til at brænde nogle store chancer.
Hospitalets FK var derimod gode til at sparke bolde langt forbi mål og til at pive over enhver nærkontakt med en orange kriger.

Det blev til tider ret komisk, da den klynkende taktik påvirkede en noget uengageret dommer. Dette slog selvfølgelig ikke Sanderums førende Serie 5 hold ud af kurs, og Anders Grue, satte som så mange gange før tingene på plads med kampens eneste mål.
Dermed kunne tudeprinserne drage til Middelfart med et nederlag på 1-0 og en lektion i seniorfodbold i sportstasken.

Det blev til en solid indsats fra alle mand, og det var fuldt fortjent, at Nikolaj Rent Lyneburg blev kampens spiller. En sikker sidste skanse med en masse gode aktioner.
Derudover blev det til debut for en af klubbens nye transfers Jonathan Pabst, som spillede en solid højreback! 

Kategorier: Alle indlæg